Egentlig skulle 57-årige John Kristensen have overtaget sin fars møbelfabrik i Østervrå. Han valgte i stedet en hverdag i den vestjyske natur med det hvide lærred, pensler og oliefarver som daglige makkere.
LØKKEN:
– Jeg sad i går og malede syd for Mårup Kirke – helt ude på skrænten. Og mens jeg malede kom en familie fra Holbæk og snakkede – især konen var helt vild med mit billede. De skal ud af deres sommerhus her til formiddag, og jeg har sådan en fornemmelse af, at de kommer og køber billedet.
Interviewet med John Kristensen foregår i privaten ved siden af atelieret, hvor der kun males, når vejret er dårligt. Herfra kan John Kristensen holde øje med galleriet via en lille overvågningsskærm. Og sandelig – mod slutningen af interviewet retter maleren pludselig ryggen. – Så. Nu er de der sandelig, siger han og kigger opfordrende på gæsten. For nu vil de være passende, at maleren indfinder sig og får handelen i hus. Og sådan bliver det. Efter en lille snak, der kun handler om naturen i Vendsyssel og billedet, er den hjemme. Uden nedslag i prisen – de spurgte ikke en gang, familien fra Holbæk, som fik et ekstra minde fra en god uge med til Sjælland. – Men det er altså ikke helt tørt endnu. I skal passe på, lød det advarende fra maleren, inden familien med de tre børn drog østover.
Kan ikke skælde ud
John Kristensen har været fuldtids og professionel kunstmaler siden 1976, hvor han tog en afgørende beslutning for sit liv. Han skulle nemlig have overtaget sin fars møbelfabrik i Østervrå … men han ville og kunne ikke. – Det er slet ikke mig at have ansvaret for 30-35 mand. Og gå og skælde ud. Det gik mig sådan på, siger han. Og en dag meddelte han så familien, at det var slut. Han ville ikke arbejde med personale, budgetter og møbler mere – nu ville han være fuldtids kunstmaler.
Beslutningen var ikke grebet helt fra den blå luft. Helt fra barnsben af havde John Kristensen tegnet og malet, og den sparsomme fritid fra møbelfabrikken var da også gået med frembringelser på det hvide lærred. – Det var en lise af komme over på maleriet – men det var ikke så sjovt økonomisk, husker John Kristensen, som i 1977 havde en indkomst på en tredjedel af hvad han havde i 1976.
Samtidig havde han og hustruen Hannah to små børn, hvorfor den sparsomme indkomst fra kunsten måtte suppleres med rengøringsjobs.
Et liv langs kysten
I 1981 flyttede familien til Løkken. Her var John Kristensen tættere på sine yndlingsmotiver – nemlig strand, vand og natur med høj himmel. Og her begyndte indtægterne så småt at lige noget fornuftigt.
John Kristensen har siden arbejdet bedst og mest under åben himmel – tæt på vandet og gerne med en flok turister som tilskuere. – Der kommer rigtig mange og snakker, og det er hyggeligt. Folk er gode til at tie stille mens jeg maler, men når jeg holder en lille pause for at se på billedet, går snakken, siger John Kristensen, som tidligere solgte mange malerier på den konto. Men ikke længere. For med stigende popularitet og efterspørgsel er priserne kommet i et niveau, hvor de fleste lige tænker efter, før de køber. Til gengæld er der gang i salget i galleriet, som hustruen Hannah bestyrer.
Ikke uden Hannah
Og netop Hannah er helt central i John Kristensens liv som maler. Uden hende gik det faktisk slet ikke.
Dels passer hun galleriet og dermed salget, men det er også hende, der giver maleren den udstrakte frihed, der kræves, hvis det skal blive til noget ordentligt. Og uden den opbakning på hjemmefronten, kunne John Kristensen slet ikke male.En almindelig dag, hverdag som weekend, begynder med at John Kristensen kigger ud af vinduet. Det skal lige konstateres, om der er malevejr eller ikke – hvilket der som regel er.Efter morgenmaden pakker John Kristensen så folkevognsrugbrødet, der er indrettet med atelier og kører ud i det blå.Som regel har han et mål, men ofte når han ikke langt, før han spotter et motiv.
Forleden var han på vej til Skagen, men nåede kun Mårup … her var der pludselig et motiv, som råbte efter oliemaling, og så var der jo ingen grund til at køre længere. Dagens arbejde blev defineret i et øjebliks inspiration, og dermed kunne bilen pakkes ud. Sidst på eftermiddagen pakkes bilen igen, og turen går hjemad. Om sommeren dog kun for nogle timers pause, før han igen vender sig mod den natur, han ikke længere kan undvære. Og som mageligt slår de lune kyster ved Middelhavet, hvor han maler tre uger hvert efterår.
– Om sommeren maler jeg ofte til omkring kl. 22.30 – så er der ved at være for mørkt, siger han. Og det er den arbejdsrytme, han er glad for at have opbakning til.
Bliver aldrig færdig
Kigger man John Kristensens produktion igennem, er det ikke svært at finde den røde tråd – nemlig naturen langs Vestkysten i Vendsyssel. Og helst noget med vand. – Jeg har malet på det motiv i over 30 år, og jeg bliver nok aldrig færdig. Jeg har prøvet at male andre ting, men det giver mig ikke den samme glæde, siger han. John Kristensen maler ikke for de store linier, men for de små farvenuancer i naturen. Det er dem, han vil fange og binde på det hvide lærred. Og det er derfor, han sidder ude og maler. – Mange maler efter et fotografi, men her får man ikke de små farvenuancer med. Og uden dem bliver det ikke rigtig godt, siger han.
Når John Kristensen vender hjem til Løkken efter den årlige tur til Middelhavet, går turen altid først omkring stranden ved Løkken. – Og hvert år spørger jeg mig selv, hvordan vi dog kunne forlade det, siger John Kristensen. Dog – turene sydover begyndte for 10 år siden, da han mistede inspirationen i nogle uger. En uheldig begivenhed for en mand, der lever af og for at male. Resolut pakkede han og Hannah bilen og kørte sydpå. Og der gik ikke mange dage, før John Kristensen atter havde gang i penslerne.
Stadig ved kysterne, men her de mere lune af slagsen.
Det nye i det gamle
John Kristensen er blevet 57 år, og hans ambition er at fortsætte med det motiv, han elsker. – Jeg maler fordi jeg kan se noget nyt i hvert eneste maleri – hvis jeg ikke kunne det, ville jeg ikke male, siger han. Økonomien taler han ikke gerne om – i hvert fald ikke for detaljeret. For hvem vedkommer det egentlig, og det er også svært – det der med at prissætte sit arbejde. – Om man bliver rig af det her – tja, man får i hvert fald et godt liv. Jeg har et fantastisk liv, siger John Kristensen om de seneste 30 år, hvor inspirationen og det hvide lærred har styret hans liv.
Og det var vel det, han søgte, da han i 1976 tog sit livs store beslutning.
